Når kunst samler mennesker

Af DitteBeskidte / oprindeligt fra idoart.dk

Kunst har mange fantastiske egenskaber, men det er meget individuelt, hvad man ser som kunst, og hvad man føler for kunst. Der er også nogle derude, der slet ikke har overskud eller ressourcer i deres liv til overhovedet at tænke på kunst.

Jeg kan godt lide at kigge på kunst alene, blive inspireret oppe i mit eget hoved og få alle mulige idéer. Så kan jeg dagdrømme lidt om, at jeg det næste års tid skal lave en stor mutantskulptur af ler, plante karse på hele Åboulevarden og installere en svævebane mellem København og Berlin. Jeg kan bestemt også godt lide at kigge på kunst sammen med andre på en udstilling, fordi det skaber et fælles grundlag mellem mennesker. Hvis oplevelsen er enten meget god, lige midt imellem eller meget dårlig – så har man en masse at tale sammen om bagefter.

Netop det med at tale sammen, synes jeg er vigtigt. At have en dialog om kunsten og nogle gange med kunsten. På den måde skabes et fællesskab, og kunsten kan lige pludselig meget mere, end blot at blive kigget på og set og glemt eller husket. Den er lige pludselig med til at samle os. Den danner en cirkel udenom os, og så er der mig og min veninde og alle de andre, der står i centrum og ser på den.

Det, der så kan være problematisk ved kunsten, er dens placering. Den kan være placeret steder, hvor den udelukker nogle mennesker fra forsamlingen. Det kan være, de ikke har lyst. Det kan være, de ikke har opdaget den. Det kan være, de ikke har råd eller har en følelse af at være ‘forkerte’ i forhold til placeringen. For dem, der rent faktisk har lyst, og for dem, der ikke har opdaget kunsten, og hvad den kan være med til at gøre ved os – så er det skønne, at kunsten nogle gange rykker ud. Ud i byen, ud i det offentlige rum, hvor alle kan være med.

Galore Festival er en urban kunstfestival, der i 2013 finder sted d. 15.-18. august i Valby. Den arrangeres af Kraftwerket og Valby Kulturhus, og så er den ikke mindst gratis. Vi taler her om ucensureret kunst og musik, og på hjemmesiden kan du se alle tilmeldte kunstnere og selv tilmelde dig som kunstner. Hvis du rigtig gerne vil være med ‘bag om scenen’ og har masser af tid i august, så kan du også blive frivillig på Galore. Der er frivillige opgaver af enhver type, og det er intet krav, at du ved en masse om kunst, har store muskler eller spiller et instrument. Her er der altså tale om, at kunsten samler en masse mennesker før festivalen, men så sandelig også under festivalen.

Jeg skal udstille på Galore for første gang, og jeg glæder mig rigtig meget til at være med. Jeg ved ikke, hvad det bliver til endnu, men jeg er i gang med at finde inspiration til nye værker. Jeg tror, vi mødes til sommer på Galore Festival med bare ben, fregner i ansigtet og en Zapp-is i hånden. Vi skal lytte til en masse musik og omringes af en masse kunst, for det er nemlig noget kunsten kan; samle os allesammen. Jeg synes, det er vigtigt.

 

 

 

 

 

Her kan du fornemme stemningen fra Galore Festival 2012:

Og læs her en dagbog fra sidste års Galore Festival bragt på idoart.dk

Video og billeder er lånt af Galore Festival.